mandag den 9. januar 2012

Hindbær & chokolade - Nytår 2011/12


Nytårsaften stod jeg denne gang kun for desserten. Jeg havde fået en ismaskine i julegave så den skulle selvfølgelig prøves. Derudover er chokolade og hindbær traditionelle favoritter, så det blev forskellige variationer af de to. Billeder af Allan Lindy.


Hindbær & chokolade
Til 8 personer

Anret med to chokoladetrøfler, 3 hindbær dryppet med hindbærsauce, en kugle is på en bund af kakaopulver og drys med hindbærpulver, hindbærsauce og frysetørrede hindbær.

Chokoladeis 
4 dl letmælk
2 dl fløde
100 g chokolade 70%
100 g flormelis
1/2 vaniljestang
4 past. æggeblommer

Mælk og fløde hældes i en gryde og varmen til lige før kogepunktet.

Chokoladen smeltes over vandbad.

Æggeblommer og sukker piskes lyst og luftigt i en anden gryde. Gryden sættes over svagt blus samtidig med at den varme mælk langsomt hældes i mens der piskes. Dette må endelig ikke kommer op at koge. På samme måde tilsættes den smeltede chokolade. Pisk til massen er tyknet.
Stil ismassen til afkøling natten over.

Hæld ismassen i is-maskinen, og lad denne køre i ca. 40 min til den er færdig.

Hvis isen laves uden ismaskine, rør da jævnligt i isen under nedfrysningen.


Hvid chokoladetrøffel
200 g hvid chokolade
80 ml fløde

Smelt chokoladen over vandbad og tilsæt fløde. Rør til en lind masse og al chokolade er smeltet. Sæt på køl i minimum 4 timer. Når massen er fast deles den i 16 kugler, der rulles mellem håndfladerne. Det skal gå lidt tjept da de ellers begynder at smelte. Drys med hindbærpulver og sæt på køl til de skal serveres. Hindbærpulver laves ved at knuse frysetørrede hindbær i en morter.

Hindbærsauce
200 g (frosne) hindbær
2 cl hindbærsnaps eller vand
60 g sukker
Citronsaft

Bring sukker, snaps og hindbær i kog og lad simre i 8-10 minutter. Smag til med citronsaft. Si bær fra til der er en flot, rød sirup tilbage. Køl af.

Kakaopulver
2 spsk kakao
1 spsk flormelis

Bland kakao og flormelis godt til et ensartet udseende.

Andet
Frysetørrede hindbær
24 friske hindbær


Godt nytår!