mandag den 29. august 2011

Pocheret æg med kejserhatte, rygeostcreme og perlerug


Her er en ret inspireret af fødevareudbuddet på Mad Foodcamp.

Pocheret æg med kejserhatte, rygeostcreme og perlerug
Til 2 pers


4 æg
100 g kejserhatte
50 g rygeost
2 dl perlerug
Svampe/hønsefond
Sødmælk
Tallerkensmækker (blomsterkarse)
Rapsolie
Salt & peber

Kog perlerug mør i en mild svampe- eller hønsefond i ca 10-12 minutter, sluk blusset og lad dem trække færdig.

Rør rygeosten med lidt mælk til den får konsistens som ymer og smag til med lidt salt.

Snit kejserhatte efter behag og rist ca 5 minutter i rapsolie og salt ved middel til høj varme. De må gerne blive næsten sprøde i kanterne, selvfølgelig uden at brænde på.

Anret med rygeostcreme nederst, derefter perlebyg og sidst svampe og pocherede æg. Pynt med tallerkensmækker, rapsolie, salt og friskkværnet peber. Tallerkensmækker smager af sennepsolier som leder tankerne hen på ræddiker og karse og giver retten lidt karakter.

søndag den 28. august 2011

Mad Foodcamp

Wow. Så enkelt kan det siges. Mad Foodcamp var intet mindre end fantastisk og hvis du ikke var der, er her allerede en tidlig anbefaling af næste års festival. Af store oplevelser kan nævnes (og anbefales) Naturmælks Høost, kirsebærvin fra Frederiksdal Gods, den skånske samler Roland Rittman m.m. Til sidst er et par billeder der desværre ikke helt fanger ånden.
Urtehaven
Markedspladsen


Søren Wiuff fortæller om porrer


Roland Rittman med sine vilde urter